Annonce
Erhverv

Robot-ekspert: Automatiseringsprojekter går galt, hvis vi taler forbi hinanden

Robotter og procesoptimering er blevet hverdag i industrien. Men alt for ofte går projekter galt, fordi ingeniører og projektledere taler hen over hovedet på dem, der skal bruge maskinerne. Arkiv/genrefoto
Vejen til succesfuld automatisering ligger i forberedelse, viden, tålmodighed og god kommunikation.
Annonce

DANMARK: Stadig flere virksomheder gør sig erfaringer med automatisering – desværre ikke kun gode erfaringer.

Når Erhverv+ er på virksomhedsbesøg sker det af og til, at vi under rundvisningen kommer forbi en støvet robot, der står stille i et hjørne af en hal, og i en henkastet bemærkning lyder det, at ”den kører ikke lige i dag”.

Seniorkonsulent Bo Genefke, Teknologisk Institut, kan desværre genkende oplevelsen. Han har i 34 år arbejdet med robotter og automatisering, heraf de 20 år som automationstekniker på fabriksgulvet og på mellemlederniveau.

Alt for ofte er drømmen om hurtigere og billigere produktion endt i gråd og tænders gnidsel.

- Det skete lidt for ofte, at vi røg i totterne på hinanden, fordi vi som teknikere og konsulenter og kunder talte forbi hinanden. Der manglede en neutral måde at kommunikere om, hvor kompleks opgaven er, og en neutral måde at beskrive niveauet af viden hos brugerne, fortæller Bo Genefke.

Annonce

Genefke-skalaens fem trin

Det blev til en helt ny model, som fik hans navn: Genefke-skalaen. Her kan man beskrive automatiseringsprojektets kompleksitet på en skala fra ét til fem.

- Cirka to tredjedele af opgaverne vil kunne klares ved hjælp af standardløsninger på trin ét. Det er typisk sådan noget som håndteringsrobotter, forklarer Bo Genefke.

Næste trin er de tilpassede standardløsninger, mens trin tre er specialløsninger, eksempelvis flere robotter, der skal arbejde sammen eller en ny procesmetode. Her vil man måske kunne hente inspiration til dele af opgaven hos andre virksomheder, men den samlede løsning er unik.

Seniorkonsulent Bo Genefke har arbejdet med automatisering i 34 år. Han har lagt navn til sin helt egen procesmetode: Genefke-skalaen. Foto: Teknologisk Institut

Trin fire på skalaen er de innovative løsninger, for eksempel avancerede robotter, som baserer sig på input fra flere forskellige sensorer. Her vil man få behov for at trække på specialiserede videnscentre, og løsningen er ofte så kompleks, at man kan opnå innovationsstøtte fra udviklingspuljer.

Femte og højeste trin på Genefke-skalaen er egentlige forskningsprojekter. Her er der ingen referencer at læne sig op ad, og målet er langt ude i horisonten. Udviklingen foregår i universitetsregi og kunne for eksempel handle om kunstig intelligens.

- Projekterne begynder typisk på niveau tre, hvor man ikke på forhånd kan pege på en færdig løsning. Men det viser sig ofte, når man får beskrevet processerne, at man faktisk godt kan bruge standardkomponenter til at løse opgaven. Og det er netop, hvad vi ønsker: At flytte et eller flere trin ned ad skalaen, så løsningen ikke bliver unødigt kompleks, siger Bo Genefke.

Annonce

Matcher mand og maskine

Hver af de fem trin for kompleksitet kan kobles til en typisk personkarakteristik for dem, der kommer til at arbejde med løsningen:

Niveau ét-komponenter vil ofte blive betjent af ufaglærte medarbejdere i produktionen og sjældent med evne eller lyst til at pille for meget ved robotten.

På næste trin vil det være den praktisk tænkende, dygtige håndværker, som nysgerrigt kaster sig ind i indkøring og programmering af virksomhedens robot.


Det går simpelthen galt, hvis en teoretisk anlagt ingeniør kommer ud på gulvet og forsøger at instruere en ufaglært specialarbejder i at opstille og arbejde med en robot.

Bo Genefke, seniorkonsulent, Teknologisk Institut


På trin tre møder vi den ”intellektuelle håndværker” eller den ”praktiske akademiker”, der er lige så godt hjemme i værkstedet, som han er med en manual i hånden.

Trin fire er præget af den akademiske tankegang. Her er det ingeniøren, som med sine teoretiske modeller fylder meget i projektarbejdet.

Og øverst, på trin fem, møder vi Ph.D.-studerende og professorer. Her er vi langt væk fra værkstedet.

- På trin et og to arbejder vi med kendte processer. Derefter bevæger vi os mere og mere ud i ukendt land. Og hver gang, vi går ét trin op ad skalaen, stiger kompleksiteten med cirka 20 procent, forklarer Bo Genefke.

Annonce

Kommunikationen går galt

Den niveauopdeling af kompleksitet og kompetenceprofiler er afgørende for den menneskelige faktor, og fornuftig brug af den viden er afgørende for, om automatiseringen lykkes eller ej.

- Det går simpelthen galt, hvis en teoretisk anlagt ingeniør kommer ud på gulvet og forsøger at instruere en ufaglært specialarbejder i at opstille og arbejde med en robot. Det kører lige hen over hovedet på den stakkels mand, men det er ikke operatørens fejl. Det er projektlederen, der skal sørge for, at man kommunikerer i øjenhøjde med de profiler, der er på det trin, man befinder sig på, siger Bo Genefke.

En stor del af kunsten ligger i god forberedelse og brug af de rigtige leverandører og konsulenter, hvis man ikke selv har tilstrækkelig viden og kompetencer. Det er nemlig vigtigt at komme rigtigt og hurtigt i gang.

- Der er et forholdsvis lille tidsvindue, hvis det skal blive en succes. Ofte undervurderer man indkøringsperioden og glemmer at afsætte tid og kapacitet til læring. Hvis operatøren så oplever, at det tager for lang tid at gøre maskinen klar til brug for at køre en mindre serie, så ender det ofte med, at han giver op og laver det i hånden, lige som han plejer. Og så får de jo aldrig lært at bruge robotten rigtigt, siger Bo Genefke.

Annonce

Fejl 40 findes ikke

Det er vigtigt at understrege, at han på ingen måde kritiserer operatøren.

Tværtimod udtrykker han en afgrundsdyb respekt for de specialarbejdere og håndværkere, som trofast møder op dag efter dag for at betjene maskinerne. Og hans hjerte banker for de håndværkere og lærlinge, som ofte er lige så gode (eller bedre) end ingeniørerne til at udtænke velfungerende praktiske løsninger, når produktionen skal automatiseres.


Jeg hører ofte, at der er tale om en ”fejl 40”, når noget går galt. Men nej, kære programmør! Det er der altså ikke noget, der hedder!

Bo Genefke, Teknologisk Institut


Til gengæld stiller Bo Genefke store krav til projektledere og programmører.

- Jeg hører ofte, at der er tale om en ”fejl 40”, når noget går galt. Men nej, kære programmør! Det er der altså ikke noget, der hedder! Jeg forsikrer altid operatørerne om, at ”du ikke må være bange for at gøre noget forkert, for hvis systemet fejler, så er det ikke din, men min fejl”. Og så beder jeg blot om, at operatøren fortæller, hvad der skete, og så er det vores ansvar at gøre løsningen bedre, så det ikke går galt igen, forklarer han.

"Fejl 40" er en klassisk it-vittighed, som betyder, at fejlen findes i en afstand af 40 centimeter fra skærmen - underforstået: Systemet er fejlfrit; det er brugeren, der er noget galt med.

I det hele taget skal man ikke være så bange for at fejle, så længe man blot lærer af sine fejl. En produktion behøver ikke nødvendigvis køre lige så fuldautomatisk som Toyotas bilfabrikker for at opnå en automatiseringsgevinst.

- I runde tal taler vi om en 80/20-fordeling som succeskriterium: Hvis blot 80 procent af processen kan automatiseres, så er det acceptabelt, at 20 procent af arbejdet forbliver manuelt. Det vil stadig give en stor gevinst - og i øvrigt typisk også give et langt bedre arbejdsmiljø med færre løft og gentagne bevægelser, siger Bo Genefke.

Der er flere gode råd at hente på Teknologisk Instituts hjemmeside: www.teknologisk.dk.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce