Annonce
erhvervplus

Mink eller messer - og mon ikke vi også kan undvære julen?

Annonce

Det er vist gået op for de fleste, at de seneste ni måneder har været alt andet end normale, og at det i visse dele af erhvervslivet nærmest har udviklet sig til en konkurrence om, hvem der har det værst.

Der har været etableret hjælpepakker i form af lønkompensation, dækning af faste omkostninger, statsgaranterede corona-lån og mange andre velmente forsøg på at hjælpe erhvervslivet, og herigennem redde titusindvis af arbejdspladser.

Desværre, så har udviklingen vist, at politikerne ikke har lært helt almen førstehjælp, hvor grundreglen er, at når man ankommer til et ulykkessted, så er det ikke dem, der råber højst, der skal tilses og hjælpes først, de skal nok klare sig, men det er typisk de hårdt kvæstede, med stærkt brug for hjælp, der ikke kan tale.

Præcist sådan har vi det også i messe- og eventbranchen, hvor vi er mere end hårdt kvæstede og har brug for akut hjælp, men da vi er under 100 virksomheder i Danmark af vores karakter, så kan vi desværre ikke råbe så højt som 12.000 restauranter eller 2.000 minkavlere, så alt imens de får hjælp med det samme, så kan vi andre blot vente på, at vores indre blødninger langsomt, men sikkert, tager livet af os.

Som eksempel har en virksomhed som Jysk Display, som netop har rundet sit 50 års jubilæum, aldrig i de 50 år har lånt én krone i banken. Vi har altid betalt enhver sit og altid til tiden.

Vi har overlevet 11. september, finanskriser og askeskyer. Vi har altid stået parat til at hjælpe folk på kanten af arbejdsmarkedet og i det hele taget føler vi os som gode samfundsborgere.

Der er bare ingen stemmer i at redde en branche som vores, og derfor vil ingen politikere gøre noget som helst for at hjælpe. Deres manglende indsigt i førstehjælp bevirkede, at da de fandt os med åbent kraniebrud og dobbelt benbrud, så fik vi to panodiler og et stykke plaster, og så har vi klaret os selv siden. Men tiden rinder ud.

For at forstå vores udfordringer, så skal man forstå, at en virksomhed som Jysk Display lever af at designe og producere store messestande, for herefter at rejse ud i verden og opsætte og nedtage disse messestande, så dansk eksport har optimale betingelser for at sælge vores mange danske eksportsucceser internationalt.

Så når Vestas eller Danish Crown skal ud på de vigtige eksportmarkeder, til gavn for betalingsbalancen og det danske BNP, så er det virksomheder som Jysk Display, der har skabt den salgsplatform, de står på, helt bogstaveligt talt.

Når man så først via et forsamlingsforbud lukker alle messecentre, og efterfølgende gør det umuligt at rejse ud af landet - så er vi færdige og har brug for økonomisk hjælp til at købe den tid, som det tager om omstille en virksomhed som vores.

Nogen vil jo hævde, at de virksomheder, der ikke kan stå på egne ben, må falde, men det er dog påfaldende, at selv små underskudsgivende restauranter, som blot skal lukke et par timer tidligere, pludselig kan få hjælp, mens en virksomhed, der aldrig nogensinde har skyldt nogen noget som helst, pludselig er helt overladt til sig selv, og hver eneste dag skal finde den kapital, som kan sikre endnu en arbejdsdag for mange medarbejdere.

Messebranchen har rødder mere end 5000 år tilbage, hvor man begyndte at mødes i Middelhavsområdet for at handle med hinanden, så med baggrund i vores historik kan vi med sikkerhed sige, at vi nok skal vende tilbage, når markedet igen gør det muligt at rejse og forsamle mennesker, men hvorfor er det vigtigere at holde liv i en shawarma-restaurant end i en virksomhed med 100 dygtige faglærte medarbejdere?

Vi har jo ikke kunne sende én eneste faktura til nogen som helst siden 11. marts 2020.

Jeg har stor respekt for det politiske system, og vores demokrati/bureaukrati, men hvor er det beskæmmende at konstatere, at hvis en branche ikke har mediernes bevågenhed, så har den heller ikke politikernes interesse.

Det virker voldsomt uretfærdigt, når man de seneste uger har set, hvorledes alle har kastet sig ind i kampen for at redde minkfarme, uden overhovedet at forstå branchen og deres vilkår, alt imens hele messe- og eventbranchen blot har kunnet se milliarder af kroner blive sat af til denne nye ”bankpakke”.

Det er jo ingen hemmelighed, at minkbranchen er stærkt forgældet, og at salgsprisen på et skind er langt under produktionsprisen, hvilket har medført, at de dels kører med store driftsunderskud, og dels har måttet tage dyre lån i ejendomme og produktionsanlæg. Mange af dem vil derfor sikkert føle det som en kæmpe befrielse at blive eksproprieret (uden de vil sige det højt).

Samtidig kan vi roligt give minkbranchen navnet Bankpakke 2020, idet bankerne er de eneste store vindere i den sag. Der er åbenlyst intet belæg for den sundhedsfaglige trussel, men bankerne elsker, at den milliardgæld minkavlerne har til dem, nu pludselig sikres af staten.

Der er jo ikke mange danske arbejdspladser på spil, da farmene primært drives af udlændinge, så samfundsmæssigt er bankerne de store vindere, og nogle få overskudsgivende farme er så taberne.


Hvor er det beskæmmende at konstatere, at hvis en branche ikke har mediernes bevågenhed, så har den heller ikke politikernes interesse.


Jeg er sikkert ikke den eneste, der ikke gider høre mere om Covid-19, corona, minkavlere, brexit, amerikansk valg, Trump, Biden, sexisme, Gramse Frank, Sofie Linde, nordjyske restriktioner, aflysninger, vaccine, omtælling, mundbind, håndsprit, vejret eller andre dybt deprimerende informationer.

Vi nærmer os julen, og hvor ville det være befriende, hvis vi for en stund kunne samles om noget positivt, hjertevarmt og hyggeligt, uden smittefare, og at vi for en stund kunne slukke smittestop-app’en på telefonen.

Jeg har dog den store frygt, at én eller anden politiker på Christiansborg pludselig kommer i tanke om, at der går et rygte om en ny Covid-19 mutation (cluster 1-20) som udelukkende findes blandt rensdyr på Nordpolen, og at de derfor alle må aflives.

At julemandens værksted er lukket på grund af forsamlingsforbud. At Julemanden ikke når at få indløst et corona-rejsepas inden 24. december og derfor må aflyse sin årlige tur.

At nisserne er blevet opsagt grundet forsinkede hjælpepakker. At Veganerpartiet har destrueret både ænderne og flæskestegen. At juletræerne er en del af løsningen på vores CO2-udfordringer og derfor ikke må fældes, samt at det skal være obligatorisk at indtage julemaden iført mundbind.

Pas godt på jer selv og hinanden - og ha’ en dejlig og fredfyldt jul. Med eller uden sprit.

Om klummen

Palle Damborg er bestyrelsesformand og ejer af virksomheden Jysk Display i Viborg, og så er han medlem af DI's forretningsudvalg og formand for fremstillingsindustrien.

Har du kommentarer til denne klumme, kan du kontakte skribenten direkte på pd@jyskdisplay.dk

Annonce