Annonce
Erhverv

Kronik: Syddanmark og mulighedernes land i syd

Steen Bo Frandsen. Pressefoto

I 2020 blev hundredåret fejret for fastlæggelsen af den dansk-tyske grænse, og året blev tilmed lidt pludseligt udråbt til et dansk-tysk venskabsår. Det var et år, der hele stod i den kinesiske virus’ tegn, og denne uvelkomne hilsen ude fra den globaliserede virkelighed fik en opsættende eller lige frem aflysende effekt på mange planlagte aktiviteter.

2020 blev trods alt en manifestation af det dansk-tyske naboskab. Det skortede ikke på rejsende statsoverhoveder og fremtrædende politikere, der betonede og hyldede det gode forhold i høje toner. Ingen ønsker sig naturligvis andet, og alle er glade. Alligevel forekommer det som en grammofonplade, der kører og kører i den samme rille. Der ties om det, der ikke bevæger sig eller fungerer dårligt. For slet ikke at tale om det, der skader et godt naboskab - det være sig vildsvinehegnet, den stadig mere permanente skur-arkitektur med tilhørende grænsekontrol, den arrogante tyske Nordstream 2-aftale etc.

Hemmeligheden bag det gode naboskab er måske, at vi endelig har fået de parallelle samfund, 1800-tallets nationalister drømte om. Samfund, der lever fredeligt, navlebeskuende og gensidigt ignorerende side om side. Digteren Hostrup drømte om, at tysk skulle blive danskeren så fjernt som russisk. Der er vi nået langt.

Annonce

Der var heller ikke i 2020 lagt op til at ændre på denne parallelitet. Danskerne skyndte sig at proklamere et jubilæum for Genforeningen, selv om denne tvivlsomme betegnelse både udelukkede de nationale mindretal og naboen syd for grænsen - de rigtig mange, der ikke var blevet "genforenet" i 1920.

Påfaldende, at ingen nævnte den åbne Schengen-grænse, der tegner nutidens grænse trods alle forsøg på at få grænsevagterne tilbage. Påfaldende, at stort set ingen beskæftigede sig med grænsen, som den er og kunne være. Nej, hellere blev der grebet tilbage til de kære gamle historier om rideture over grænsen og igen opregnede de mange urimeligheder, man stadig mener at være blevet udsat for i en fjern fortid. Endnu en gang talte man vidtløftigt om, hvor langt man er kommet efter blot 150 år.

I stedet for de mange floskler og naboskabslovprisninger, i stedet for et helt kulturår er der brug for action - for uddannelser, for konkrete samarbejdsprojekter - og her ville sprogkundskaber ikke være en dårlig begyndelse.

Selvfølgelig var hundrede år en oplagt anledning til at tale om grænsen. Men hvorfor vendes blikket hele tiden bagud, hvis naboskabet er så godt? Og hvorfor skal det altid handle om den korte fase i historien, hvor forholdet var notorisk dårligt? Inden nationalismerne dukkede op og forlangte grænser, levede slesvigerne faktisk i fordragelighed med hinanden og respekterede i vidt omfang sprog og andre indre forskelle. Men grænsen er jo ikke kun noget, der foregår ved landegrænsen. Hele region Syddanmark skulle vel egentlig som den nærmeste naboregion til Tyskland påtage sig sin del af ansvaret for stilstanden.

Der sker jo ikke noget, hvis ingen tager initiativer. Region Syddanmark er den umiddelbare nabo, den del af Danmark, der har mest grænse til Tyskland. Her taler vi ikke kun om "grænsen" forstået som landegrænsen fra 1920. Kontaktfladen er meget længere end det. Nylig viste Nils Valdersdorf Jensen med sin ph.d.-afhandling om smugleriet i det sydfynske øhav, hvordan Fyn og øerne meget var orienteret mod Kiel og det slesvigske.

Der var tyske låneord i Bagenkop, Ærø var til 1864 en del af Slesvig, Apoteker Ørsted i Rudkøbing havde en tysk huslærer for sine begavede sønner. Østersøen var et kulturrum med tætte forbindelser, som også er blevet glemt. Flensborg var tæt på de fynske havne, og det er ikke længe siden, at der gik færger til både Kiel og Gelting.

Måske er det alt sammen stort set glemt, men det ville ikke desto mindre være nærliggende, hvis netop Syddanmark besindede sig stærkere på sin geografiske placering. Det turde være oplagt, at Syddanmark som "grænseregion" gik langt mere i front og stræbte efter at indtage en formidlende og brobyggende rolle i naboskabet.

Hvorfor udnytter man ikke de geografiske fordele til at opbygge et kompetencecentrum for tysk sprog og kultur i umiddelbar nærhed af, hvor sproget tales? Hvorfor tager man ikke selv direkte initiativer til noget mere i stedet for at give sig tilfreds med, at alt er roligt, fordi næsten intet sker? Ville det ikke være en god ide at satse meget stærkere på denne geografiske ressource? Her ville for en gangs skyld, hverken København eller Aarhus kunne stille meget op med en syddansk aktivitet.

I stedet for de mange floskler og naboskabslovprisninger, i stedet for et helt kulturår er der brug for action - for uddannelser, for konkrete samarbejdsprojekter - og her ville sprogkundskaber ikke være en dårlig begyndelse. Meget virker en smule håbløst for de mange, der er beskæftiget med tysk sprog og kultur - og med selve naboskabet. De får endda stor opmærksomhed, når nogen foreslår helt at afskaffe tyskundervisningen i skolen. Sprog og gode kontakter til naboen er ikke alene vigtige for erhvervslivet. Det er i mange henseender det egentlige fredsarbejde, der foregår her.

Den netop overståede valgkamp gav igen en af de sjældne grunde til at skrive lidt om naboen. Det viste sig på ny, hvor store huller der findes i viden og forståelse for verden syd for grænsen. Med jævne mellemrum jamrer erhvervslivet over ukendskabet til tysk, og man må undre sig over, hvordan en ressource, der engang var helt selvfølgelig i det danske samfund, bliver mindre og mindre præsent.

Man tør næsten ikke tro, at det kunne blive anderledes. At der ved næste tyske valg ville være flere, der kunne tale med, og flere der ville vide noget om, hvordan det står til hos naboen. Egentlig er chancen for forandring måske større, end den har været længe. Unge mennesker i grænseregionen lader sig ikke længere binde ind i fortidens nationale begrænsninger - den aktuelle diskussion om Grænseforeningens brug af bindestregsidentiteter viser det - og syd for grænsen findes der en vis nysgerrighed, selv om grænsekontrol og vildsvinehegn ikke er god reklame for Danmark.

Måske en anderledes syddansk åben- og opmærksomhed kunne sætte skub i tyskernes omgang med naboen i nord og virkelig give grund til at tale om en forbilledlig region.

Annonce
Annonce
Vestjylland For abonnenter

I 2010 var de seks medarbejdere - nu er der 100 og en omsætning på over 100 millioner kroner: Det er lidt en vild historie

Annonce
Erhverv

Erhvervsredaktøren: Hurra, nu kommer der et nyt mærke på din mad

Annonce
Erhverv

83 års industrihistorie på danske hænder er slut: Kolding-virksomhed er blevet opkøbt og 135 ansatte får ny ledelse

Annonce
Forsiden netop nu
Erhverv

Klumme: De midtjyske virksomheder mangler arbejdskraft - Her er otte gode råd

Erhverv

Klumme: I København betaler virksomhederne bare, men det gør de ikke i resten af landet

Erhverv

Klumme: Solceller på erhvervsbygninger – skattemæssig afskrivning

Erhverv

Restauranter og barkonge efter rekrutteringsproblemer: Nu hyrer vi igen masser af personale

Erhverv

Lyt: Striden om Valdemars Slot er stadig uforløst - køberne står fortsat i kø

Østjylland

Handskefabrikkens vilde udvikling: Randers er blevet til Rhanders og vil være Danmarks Gucci

Annonce