Annonce
Østjylland

Klumme: En hån mod offentlig privat samarbejde

Annonce

Regeringen har fået nok af private konsulenter. Nu skal det høre op. I finanslov 2020 gennemførte staten den første besparelser på 0,3 mia. kroner.

I de økonomiske aftaler med kommuner og regioner 2020 blev yderligere besparelser adresseret: 0,75 mia. kroner alene i kommunerne i snit hvert år i de kommende fire år.

Mette Frederiksen mente at have spottet et overforbrug af konsulenter – og gjorde kommunerne til primært ansvarlige for at gennemføre besparelserne. Selvom staten faktisk bruger mere på private konsulenter. Statens private konsulenter er lidt vigtigere, måtte man forstå.

Men hvad er det mon, der ikke er lykkes for den private sektor i samspillet med den offentlige sektor? Hvorfor vurderer vores beslutningstagere, at vi kan spare 10-20 procent af de private leverandører?

Svaret svæver i den politiske aura af populisme. Vi kender simpelthen ikke årsagen. Beslutningen sker uden reference til forskning eller nyanskaffet viden om offentligt privat samarbejde.

Et af de områder, der bruges flest private konsulent-kroner, er IT. Ved præsentation af besparelserne forklarede vores finansminister, at nu handlede det om, at staten selv skulle overtage nogle af de ”eksterne opgaver”.

Hmmm. Er vi helt sikre på, at det er en god ide, at staten skal konsultere sig selv i højere grad, når det handler om at implementere nye IT-systemer. Det er jeg godt og grundigt betænkelig ved.

Hvis vi alene tager disse syv IT-systemer: EFI, Amanda, Proask, Digital tinglysning, Daccis, DeMars og Polsag, så har vi syv offentlige IT-systemer, der kostede 5,5 mia. kroner. Og kun to af systemerne kom til at fungere.

Det er det, som det offentlige blandt andet skal gøre mere af selv. Kan du finde logikken?


Det private er ikke partout en bedre løsning end det offentlige. Men det ser ud til, at i selve samspillet mellem offentlig og privat opstår der gevinster – som hidtil har haft mest karakter af effektiviseringer og mindre af kvalitetsforbedringer. Men er det ikke også værd at tage med?


Der tegner sig et billede af en regering, der ønsker en mere selvforsynende offentlig sektor. Koste, hvad det vil. Og målrettet søger at reducere samspillet mellem offentlig og privat sektor.

På sin vis er det jo et politisk privilegium at gøre noget ud fra ideologi. Men hvor langt må politikere gå uden at have en eller anden evidens eller bare snusfornuft med sig.

Hvad ved vi egentlig om offentlig privat samarbejde? Vi ved, at Produktivitetskommissionen havde ”øget offentlig privat samarbejde” som en helt central anbefaling i 2014. Anbefalingen var baseret på en gennemgang af forskning på området.

Der kan oftest identificeres effektiviseringsgevinster i offentlig privat samarbejde. Resultaterne er mindre entydige, når det handler om kvalitetsgevinster. Men forskningen peger altså på forskelligartede gevinster og forskellige grader af succes.

Ansvarlige politikere havde interesseret sig for, hvornår offentlig privat samarbejde lykkes – og hvornår det ikke lykkes. I stedet for at føre en grønthøster-sabel igennem det endnu ikke vel-analyserede område.

Personligt har jeg arbejdet i både den offentlige og private sektor. Og mine egne erfaringer er, at der er mindst lige så mange dygtige medarbejdere i den offentlige sektor som i den private sektor (selvom der nok desværre er lidt længere snor med de få dovne og arbejdssky i den offentlige sektor – faktisk rigtig træls for alle de dygtige ildsjæle i den offentlige sektor). Og godt for det – vi har brug for en stærk offentlig sektor.

Det private er ikke partout en bedre løsning end det offentlige. Men det ser ud til, at i selve samspillet mellem offentlig og privat opstår der gevinster – som hidtil har haft mest karakter af effektiviseringer og mindre af kvalitetsforbedringer. Men er det ikke også værd at tage med?

Det er selve samspillet, der af og til udretter noget, som ikke opstår i et monopol. Og monopol er ikke en særlig udviklende tilstand – hverken i privat eller offentlig sektor.

Regeringen vil insource, som det så fint hedder. Vi kan også kalde det offentlig sektor protektionisme og dertil hørende reduceret samhandel.

Det er svært at finde logikken – andet sted end vores måde at være vælgere på: Vi kan egentlig godt leve med ubegrundede politiske beslutninger, hvis blot ikke der tages noget fra os selv. Nu må vi så i fællesskab vente på, at det næste kuldsejlede offentlige IT-projekt dukker op – fordi det er blevet illegitimt at kalde på hjælp udefra.

Vi har en offentlig sektor, som vi på mange måder kan være stolte af og prise os lykkelige for. Men den politiske interesse i selvforsyning, sektor-protektionisme, reduceret samhandel og deraf reduceret samskabelse – den bryder jeg mig ikke om.

Om klummen

Morten Ballisager er stifter, ejer og direktør for det landsdækkende konsulenthus Ballisager, der arbejder med rekruttering, outplacement og karriererådgivning.

  • Virksomhedens hovedsæde ligger i Aarhus.
  • Har du kommentarer til denne klumme, kan du kontakte Morten Ballisager direkte på mb@ballisager.com
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Fyn

Velkomment politisk fokus på digitalisering

Annonce