Annonce
Fyn

I en sund kultur tør vi røre hinanden

Camille Leicht, erhvervspsykolog, Impaq. Foto: Lasse Lagoni
Annonce

Med sexismedebatten har arbejdspladskultur langt om længe fået den bevågenhed, den fortjener. Der er sat gang i et helt afgørende opgør med usund magtforvaltning og krænkelser.

Vi har i årtier vidst, at kultur spiller en central rolle for såvel den enkeltes trivsel, som for arbejdspladsens evne til at lykkes, men den verserende debat åbner en unik mulighed for, at vi kan skabe sunde forandringer på samfundsplan.

Problemet er bare, at vi lige nu fokuserer ensidigt på at fjerne det usunde i den tro, at det tilbageværende så er sundt. Men et æbletræ bliver som bekendt ikke sundt, fordi man fjerner de rådne æbler fra grenene.

Hvis vi skal lykkes med at skabe sunde arbejdspladser, er vi nødt til at interessere os for, hvad det er for en kultur og et samvær vi ønsker, skal kendetegne arbejdspladsen.

Sund kultur handler om mere end fravær af krænkelser. En af menneskehjernens fantastiske evner er at kompleksreducere, så vanskelige fænomener forsimples og gøres forståelige. Denne færdighed er helt afgørende for, at vi kan navigere i verden i stedet for at blive overvældede og handlingslammede.

Tendensen kan imidlertid have den bagside, at vi tyer til for simple årsagsvirknings-forklaringer, så vi misser afgørende nuancer. I relation til den aktuelle debat, lurer her en fare for, at vi alene forstår ”usund kultur” som dér, hvor sexisme og magtmisbrug dominerer – og at vi derpå slutter, at hvis blot vi fjerner alle krænkerne, så er problemet løst.

Der er ingen tvivl om, at det er ét vigtigt skridt i den rigtige retning, men lad os nu udnytte chancen for at se på kultur og interaktionsmønstre i et bredere perspektiv også.

Når vi taler om krænkelser, magtmisbrug og sexisme, så kan vi med fordel se det som den ene ende af et kontinuum – et ”Berøringskontinuum”. I den anden ende af kontinuummet finder vi nemlig en tilsvarende usund kultur; dér hvor relationerne på arbejdspladsen er distancerede og styret af frygt for at komme for tæt på hinanden.

Pointen er, at ligesom det selvsagt er udtryk for usund kultur, når der er for meget berøring, så kan det også være usundt, at der er for lidt berøring.

Illustration: Impaq

En sexistisk kultur er præget af trusler, nedsættende kommentarer og krænkelser; for eksempel befamlinger. I den aktuelle debat fokuseres meget på mænd, som krænker kvinder, men usund magtforvaltning er ikke (kun) et spørgsmål om relationer mellem mænd og kvinder.

Et andet eksempel handler om kvindelige chefer, som beder yngre ansatte ”gøre noget ved deres udseende”, hvis de nogensinde vil tages alvorligt. Den sexistiske kultur er en såkaldt ”jeg-kultur”, fordi man er optaget af sine egne behov.

Dette gælder både, når man er i en krænkende position og i direkte forstand har fokus på egne behov, men også når man i en offerposition tier om krænkelser i bestræbelsen på at sikre egen karriere.

Til sammenligning er en distanceret og frygtstyret kultur præget af manglende berøring – både i fysisk forstand, idet man ikke kan give et kram eller lægge en arm om skulderen på en kollega, og i overført betydning, fordi man afstår fra at involvere sig i hinanden.

Man giver ikke komplimenter, og der er ingen venskabelig ping pong eller humoristiske bemærkninger. Ligesom i den anden ende af kontinuummet er her tale om en ”jeg-kultur”, idet alle forsøger at passe på sig selv ved at lægge afstand.


Løsningen på sexisme-kulturen må ikke blive, at vi lander i den modsatte ende af kontinuummet og afholder os fra at involvere os med hinanden.


Et sted midt imellem disse to usunde yderligheder ligger den sunde, ønskværdige kultur, som er kendetegnet ved ligeværdigt og varmt samvær. Modsat de to andre er dette en ”vi-kultur”, fordi alle involverer sig og udviser indlevelse i hinanden. Samværet er præget af respekt og dialog, og man giver anerkendelse og komplimenter.

Man berører hinanden i et passende omfang; eksempelvis ved et venskabeligt kram, en high five eller en arm om skulderen. Ligeværdig flirt kan også forekomme, så længe der ikke er magtstrukturer i spil. I den sunde kultur har man modet til, og muligheden for, at sætte grænser og sige fra, når personlige grænser ind imellem berøres.

Umiddelbart kan det være svært at forstå, hvorfor den sunde kultur ikke findes på enhver arbejdsplads; for hvem kan være uenig i, at det er sådan det bør være?

Fra forskning ved vi imidlertid, at ”magt korrumperer”, forstået på den måde, at vi simpelthen bliver mindre empatiske og mere egoistiske af at få magt. Og heri ligger nok en del af forklaringen på, hvorfor nogle udvikler krænkende adfærd.

Samtidig ved vi, at er man over en længere periode underlagt markant pres, så kan det lede til en forråelse, så man bliver hård overfor andre. Mange af de områder, som har været fremhævet i sexismedebatten har netop været kendetegnet ved højt arbejdspres og svære vilkår for at gøre karriere; herunder for eksempel politik og mediebranchen.

Forråelsen kan ramme en hel arbejdsplads, så man kulturelt accepterer en hård tone, simpelthen fordi det bliver normalen. Et eksempel på dette er, når tidligere kvindelige politikere beretter om, hvordan deres generation også oplevede sexisme, men tænkte, at det umuligt kunne være anderledes.

Den nuværende samfundsdebat har sat skub i en afgørende bevægelse væk fra den ene ende af kontinuummet, og rundt omkring arbejdes der med at få formuleret kodeks for god adfærd og retningslinjer for, hvordan henvendelser om krænkelser håndteres. Dette er utrolig vigtigt for at sikre, at det er trygt og godt at sige fra - og så byrden hurtigt løftes fra skuldrene af den, der oplever sig krænket.

Lige så vigtigt er det dog at have fokus på, hvordan man udvikler en sund kultur præget af indlevelse, ligeværd og mod til at sige til og fra. For løsningen på sexisme-kulturen må ikke blive, at vi lander i den modsatte ende af kontinuummet og afholder os fra at involvere os med hinanden. Og den tendens ser vi som erhvervspsykologer nogle steder lige nu.

Ledere beretter om, at de afstår fra at kommentere en ansats smarte nye frisure, flere steder bruges covid-19 som en kærkommen lejlighed til at aflyse julefrokosten, og hele kontoret stivner, når én kollega lægger en arm om en anden.

Alt sammen eksempler på, hvordan frygten for sexisme kan trække os for langt i den anden retning. Og der er ingen tvivl om, at udfordringerne med covid-19, aflyste møder og øget hjemmearbejde øger risikoen for at skabe distancerede og frygtstyrede arbejdspladser.

Vi kommer simpelthen fysisk og psykisk længere væk fra hinanden, og det betyder, at der ligger et kæmpe kulturarbejde foran os, når hverdagen igen bliver mere almindelig.

For at skabe en sund kultur må vi arbejde målrettet og kontinuerligt med den psykologiske sikkerhed og feedback-kulturen på arbejdspladsen. Psykologisk sikkerhed handler om, at ansatte tør være sig selv, sige deres mening og give feedback. Fordi de har tillid til, at kollegaerne vil møde dem på en god måde uden at latterliggøre eller udskamme dem.

Vil man udbygge den psykologiske sikkerhed, må man derfor aktivt arbejde med tilliden på arbejdspladsen, så det bliver naturligt at tale om, hvordan man er sammen på en god måde.

Man må kunne tale om personlige grænser og om, hvordan man eksempelvis kan sige fra, når en kommentar rammer én. Og tilsvarende sige til, hvis man oplever en relation som for distanceret.

For uanset hvor mange formelle aftaler og regler vi får lavet, så er menneskelig interaktion (heldigvis) så kompleks, at vi hele tiden må tilpasse vores adfærd efter dem, vi er sammen med, og den kontekst vi indgår i.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce