Annonce
Erhverv

Geografisme: København er vel det egentlige Udkantsdanmark

Annonce

Jeg er faktisk ikke klar over, om der findes et ord, der hedder ”geografisme”, dækkende over det fænomen, der i perioder dukker op, hvor vi forsøger at bruge de små geografiske forskelle mellem vores landsdele, som et udtryk for at gøre enkeltpersoner enten mere eller mindre troværdige og i visse tilfælde direkte som objekt for chikane og mobning.

Hvis ikke, så har vi hermed defineret ordet geografisme #jydenhanerstærkogsej #bonderøv #københavnersnude.

Jeg har i snart 35 år haft den store fornøjelse at have været bosat i Jylland, men med skiftende kontorer i København, hvorfor jeg har haft fænomenet geografisme tæt inde på livet det meste af mit erhvervsaktive liv.

Senest har vi oplevet fænomenet i forbindelse med Inger Støjberg og Venstre, som åbenlyst taler om et jysk Venstre og et københavner Venstre … implicit, at der skulle være tale om to forskellige befolkningsgrupper, med hver sine værdier, livsopfattelser og politiske grundtanker i ét og samme parti.

Vi har også set Venstre vælge en ny næstformand med skudmålet, at hun er jyde (og kvinde), og derfor et stabilt og sikkert kort. Hvor kommer det fra - og er der noget om snakken?

Igennem alle mine år som pendler mellem Jylland og Sjælland har man hørt utallige vittigheder som på en humoristisk måde forsøger at afdække fænomenet, og de fleste kender nok historien om, hvordan man hurtigst finder en jyde i København (man går ind i enhver større virksomhed og spørger efter direktøren), eller hvad ligheden er mellem en sædcelle og en københavner (cirka én ud af en million bliver til noget).

Men hvordan kan man i et lille samfund som Danmark med under seks millioner indbyggere, og hvor alle vores større byer er befolkede med jyder af enten 2. eller 3. generation, overhovedet få skabt en kløft og en opfattelse af, at Udkantsdanmark drejer sig om den meget tyndt befolkede del af Vestjylland.

Set fra Jylland, så er det ultimative Udkantsdanmark jo København - byen, hvor alle nu taler svensk, og hvor man ikke længere kan bruge sit danske modersmål til at bestille en kop sort kaffe på en café.

Det er jo tydeligt, at vi sprogmæssigt taler forskellige ”sprog” - og hvor jyder ofte bliver betegnede som troværdige, jordnære, stabile og hyggelige, så hører jeg ofte sjællændere (alle sjællændere er jo københavnere) omtalt som hurtige i replikken, arrogante og distancerende.

Jeg er sikker på, at det er venligt ment, og at jydernes mindre pæne omtale af københavnerne primært kan betragtes som et storebror-fænomen, hvor vi som de små også synes, at det er lidt sjovt og hyggeligt at drille de store søskende - men der er nu alligevel store forskelle.

Når man ser nye fænomener dukke op i København, som for eksempel mindfulness eller yoga, så skyldes det vel primært, at lejlighederne er så små, at hvis en aktivitet ikke kan foretages på en yogamåtte, eller et bedetæppe, så bliver det aldrig til noget.

I Jylland spiller vi old-boys fodbold og drikker billige dåseøl fra grænsekioskerne, i København tager man et spil padel med gutterne, og afslutter med et glas bobler på Victor.

I Jylland spiser vi pølsemix fra den lokale grillbar eller opvarmer Dagens Ret fra Kvickly, hvor københavnerne får deres mad bragt ud af online leverandører eller stopper forbi sushi-baren på vej hjem fra padel eller fitnesscentret.

Det er med andre ord ikke svært at få øje på de meget forskellige leveformer og rammevilkår, vi hver især har. Men langt hen ad vejen, så vælger vi jo selv.

Jeg har i øvrigt også tit undret mig over, hvorfor en københavner kan finde på at løbe for at nå en bus - der kommer jo én igen om tre minutter. I Jylland ville det være relevant at løbe, da der kun kommer bus to gange om dagen, hvorfor vi i øvrigt alle har to eller tre biler til familien. Men hvordan ser virkeligheden så ud?

Jeg kommer stadig i København flere gange om ugen, og har altid haft både dygtige, kreative og innovative kolleger på Sjælland, som jeg sætter stor pris på. Men en del halter stadig, hvis vi skal have aflivet geografismen på lige fod med sexismen.

Det er jo blandt andet beviseligt, at der er meget længere fra København til Jylland end omvendt, og derfor har det altid været sådan, at møder i København starter klokken 9.00, mens møder i Jylland først kan starte klokken 10.00, da der jo er noget længere den vej.

Jeg har primært arbejdet i store organisationer, og der er her en udbredt kultur, især blandt de unge, at man for enhver pris ikke må skille sig ud på nogen som helst vis. Man skal gå i det samme tøj som alle andre, bruge de samme smarte buzzwords, spise på de samme restauranter, se de samme serier på Netflix, spise de samme kedelige salater, altid sidde på samme plads i kantinen, man har naturligvis gået på CBS og taget den samme uddannelse som alle andre og i bund og grund, så er der alt for få originaler, som tør bryde ud af normen og skabe vores fremtid via nye innovative løsninger og teknologier.

Det bliver alt sammen lidt for forudsigeligt og leverpostejsgråt.


Det er jo blandt andet beviseligt, at der er meget længere fra København til Jylland end omvendt, og derfor har det altid været sådan, at møder i København starter klokken 9.00, mens møder i Jylland først kan starte klokken 10.00, da der jo er noget længere den vej.


Hvis jeg nu skal være helt ærlig, så elsker jeg københavnere og København, og efter en dag eller to i Hovedstaden, så er jeg blevet fyldt med nye oplevelser, intellektuelle samtaler, nye kulturoplevelser, som vi unægtelig ikke har mange af i Jylland og med en puls, som jeg ellers kun oplever i nogle af verdens metropoler.

Jeg elsker en stille tur igennem Tivoli blot for at observere mennesker, og jeg elsker diversiteten, farverne og lydene. Men når de to dage så er gået, og jeg har ligget vågen i trafikstøj hele natten på mit værelse på Rådhuspladsen, så vil jeg gerne hjem igen. Hjem til mine 22 tønder land ved Himmelbjerget, hvor jeg kun skal dele luften og lydene med naturens dyr og min familie.

Jeg tror desværre aldrig, at geografismen forsvinder, tværtimod, men hvis vi evner at bringe alle vores forskelle i spil, og lære af de bedste, uanset bopælsadresse, så kan vi berige vores samfund til nye højder.

Som erhvervsmand ved man jo, at ikke alt foregår i København, og jeg er glad for at se, at vi med store fyrtårne i områder som Billund, Als og Bjerringbro trods alt kan bidrage væsentligt til det danske velfærdssamfund herovre i det mørke Jylland. Men de Kjøvenhavnere - de er nu også gode nok.

Om klummen

Palle Damborg er bestyrelsesformand og ejer af virksomheden Jysk Display i Viborg, og så er han medlem af DI's forretningsudvalg og formand for fremstillingsindustrien.

  • Har du kommentarer til denne klumme, kan du kontakte skribenten direkte på pd@jyskdisplay.dk
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce