Annonce
Corona

Erhverv+ arbejder hjemme: Sådan navigerer vi mellem perleplader, deadlines, regnestykker og telefoninterviews

Astrid Lindgrens skrivebord. Redaktionen ville nok ikke komme langt med en skrivemaskine uden internetopkobling, men måske det alligevel kan inspirere. Arkivfoto: Christian Liliendahl / Rizau Scanpix
Annonce

Den første uge i coronaland har budt på forskellige udfordringer for Erhverv+-redaktionen. For et par af os er det hverdag at arbejde hjemmefra og dermed business as usual, men for andre er det mere uprøvet land; især med den nu ekstra udfordring, det er, når børnene også er hjemme og enten skal undervises eller aktiveres.

Så mellem perleplader, skypemøder, tøm-frugt-kurven smoothies, solitude og presserende deadlines har vi hver især prøvet at finde fodfæste i en ny hverdag - og det har vi naturligvis skrevet lidt om.

Trine: Struktur er vores bedste ven

Journalist Trine Grauholms hjemmearbejdsplads i huset i Odense, hvor spisebordet nu har fået en ekstra funktion - tilsat friske påskeliljer og yndlingskaffen.

ODENSE: Mine to nye kollegaer har heldigvis vist sig at være utroligt søde.

De er 10 og 12 år, giver prompte besked, når internettet er nede, og går straks i gang med fondantpynt eller tøm-frugtkurven-smoothies, så snart jeg mumler noget, der kunne minde om "måske". Med en del opvask til følge. Måske man skulle overveje et "Din mor arbejder ikke her…"-skilt? På den anden side: Det gør hun jo.

Det sker i en cocktail af Skype-møder, nyhedsbreve, små tabeller, engelske eventyr og obligatorisk læsetid tilsat forsøg på at være effektiv, så det hele ikke flyder sammen til en uoverskuelig masse.

Struktur, motion og frisk luft er vores nye bedste venner, nu hvor vi ikke må se andre.

Derfor begynder vi hjemmeskole- og arbejdsdagen til nogenlunde normal tid. Vi laver skemaer og lister over de ting, vi skal nå, og holder også frikvarter med frisk luft og motion. Præcis som normalt.

Det er dog mere end svært at lade som om, at alt er, som det plejer, når intet er, som det plejer.

Det er fristende at følge strømmen af nyheder dagen lang som supplement til vores yngstes bedste våben mod kedsomhed og bekymringer: Gamle udsendelser af Den store bagedyst. Det gyldne snit kommer aldrig til at handle om billedkomposition igen.

Hurtigt står det dog klart, at nyhedskonsumeringen skal begrænses til nogle tidsintervaller for også at skabe oaser af normalitet. Tekniske udfordringer, arbejdsopgaver, fremtidsbekymringer og ikke mindst børnenes håndgribelige savn af venner og hverdag stiller rigelige krav til alles rummelighed.

Lidt forkælelse hjælper, så der er friske blomster på det kombinerede spise- og arbejdsbord og nye forsyninger af yndlingskaffen. Tilfældigvis bestilte vi kort før coronakrisen måltidskasser for første gang. Det gør i det mindste aftensmaden spændende, og resterne afbøder dagen efter det værste savn af en god frokost med de sædvanlige kollegaer.

Hvis situationen ikke var så alvorlig og tålmodigheden så udfordret, ville det måske være hyggeligt.

Lone: Vi overlever på morgenyoga og fransk 60er-pop

Også I Odense sidder journalist og digital jourhavende Lone Schaumann, som har omdannet sit gamle spisebord til hjemmekontor.

ODENSE: Jeg kan lige så godt sige det, som det er. Jeg er ikke god til at arbejde hjemme. Det vidste jeg godt før coronakrisen, men nu er der blevet sat to, fede streger under det.

Jeg elsker at være alene, ofte foretrækker jeg det faktisk. Jeg er hende, der godt kan finde på at aflyse vinbaren for at blive hjemme med en plade chokolade og en DR2-dokumentar. Så det er ikke det.

Men. Jeg savner mine kollegaer. Jeg savner dem helt vildt.

På Banegårdspladsen i Odense ligger Mediehuset Fyens Stiftstidende. Det er der, jeg har min hverdag - på tredje sal som en af de heldige med vinduesplads. Overfor mig sidder Trine, min Erhverv+-kollega. Rundt om os i vores storrumskontor sidder kollegaer fra andre fællesredaktioner; avisen Danmark og magasinerne.

Den ene personlighed mere farverig end den anden. Ofte med upassende humor til følge. Og selvom hverdagen er alvorlig, og vi passer vores arbejde med stor seriøsitet, bliver der grinet helt utroligt meget i løbet af sådan en dag.

I de her dage er mit spisebord forvandlet til arbejdsplads. Min 13-årige foretrækker at lave skolearbejde i sin seng, og det får han lov til. Alle normale regler er suspenderet, så vi begge to kan holde til den nye hverdag. Dog har jeg også indført nye tiltag som morgenyoga, og jeg genoplivet faget hjemkundskab.

Vi har lavet origami-papirssofaer, og lange gåture tæller for idræt. Vi mødes i køkkenet og spiser frokost sammen, men ellers er vi mest hver for sig i løbet af dagen.

Når man er vant til et baggrundstæppe af andre folks stemmer i en kakofoni af forskellige stemmeføringer og dialekter, er stilheden herhjemme derfor ekstra larmende. Jeg har dog fundet ud af, at det bedste lydtapet for mig, når nu det skal være, er fransk 60'er-pop.

Det er ikke helt det samme som en upassende vittighed, og folk der taler alt for højt i telefonen, for intet kan erstatte alle de umuliusser af nogle højtråbende og til tider møgirriterende kollegaer.

Jeg håber, vi snart ses igen.

Thomas: Same, same – but different

Thomas Maxe har indrettet en krog i stuen til hjemmekontor - med udsigt til haven og naboerne. Privatfoto

Jeg er et uforbederligt B-menneske, så jeg er som skabt til hjemmearbejde: Jeg er lysvågen klokken 22 og sidder ofte og skriver sent om aftenen, når mørket sænker sig, og der falder ro over land.

Til gengæld kan jeg godt sove til klokken otte om morgenen, vakle ud til kaffemaskinen og vågne langsomt foran computeren ved at bladre i nogle af de syv forskellige aviser, jeg har abonnement til.

I ti år, inden jeg blev ansat som journalist på Erhverv+ Vestjylland, var jeg freelance-journalist og selvstændig kommunikationsrådgiver, så det er ikke nyt for mig at arbejde hjemme.

Jeg var som selvstændig vant til, at jeg ikke fik løn for at sidde et bestemt antal timer bag en skærm; jeg fik betaling for at løse en bestemt opgavemængde, og så var det op til mig selv, om jeg ville arbejde morgen, aften, hverdag eller weekend. Sådan fungerer det i store træk stadig.

Jeg har ganske vist et skrivebord hos Dagbladet Holstebro, men min redaktør er i Aarhus, og min redaktionschef er i Odense. Så vi er vant til at holde kontakten via telefon og Skype, så jeg arbejder oftest hjemmefra og nyder en meget høj grad af frihed, så længe jeg blot løser de opgaver, vi har aftalt.

Alligevel er tingene anderledes.

Det seneste år har jeg kørt omkring 10.000 kilometer i arbejdstiden for at besøge virksomheder i syv midt- og vestjyske kommuner. Men lige nu prøver jeg – så vidt muligt – at ringe historier hjem for at forebygge Corona-smitte.

Jeg savner det sociale i at komme ud, og jeg mangler sanseindtrykkene – og så giver det problemer for billeddækningen, for jeg plejer også selv at tage mange billeder.

Facebook har længe været mit ”frikvarter”, hvor jeg forebygger ø-kuller ved at udveksle onkel-humor og videoer af folk, der siger pruttelyde, med kolleger, venner og familie. Det fylder lidt mere nu. Og der er heldigvis stadig meget af grine af. Det har vi brug for, mens vi sidder isolerede hjemme.

Laura: Perleplader, virusskyld og et stille ønske om et nyt navn

Journalist Laura Uldahl Aggernæs balancerer arbejde og perleplader fra hjemmet i Viborg.

VIBORG: Min søn sover. Det betyder, at jeg for første gang denne mandag ved 11-tiden har kunnet logge mig ind for at tjekke arbejdsmail og sætte artikler klar til publicering.

Før det stod arbejdsdagen på perler. For mit vedkommende betød det, at jeg med den ene hånd skulle holde vores kat fra at kradse min datter på fire år, mens hun forsøgte at lave en perlehalskæde, og med den anden forsøge at holde min søn på halvandet år fra at sluge resten af perlerne imens.

På den måde får man en sund indsigt i nogle af de dilemmaer, som vores børns pædagoger står i dagligt.

Lige nu er min hjemmearbejdsplads sofaen, da min mand har indtaget vores kontor. Vi har delt dagene op imellem os for begge at få mest muligt fra hånden. I dag er derfor hans arbejdsdag, mens jeg simultant arbejder og svarer på spørgsmål fra min datter, der skiftevis ser tegnefilm og leger for sig selv.

Med andre ord er arbejdsroen meget langt fra at sænke sig. Men i morgen er det min tur til at kunne arbejde koncentreret i en hel dag. Og onsdag har vi så alliereret os med mine svigerforældre, der kommer og hjælper til. Til trods for at vi alle er raske, er det et træk, der giver virusskyld; den nye klimaskyld. Men omvendt giver det os også ro til at få noget fra hånden og dermed en lidt bedre samvittighed over for arbejdspladsen.

Covid-19 har på den måde sat et stort fedt aftryk på vores hverdag – såvel som på alle andres. Covid-hvad-for-noget, tænker du måske? Covid-19. Den rette betegnelse for den virus, der i øjeblikket florerer. Og hvorfor jeg insisterer på at kalde den det?

Jo, nu skal du høre. For de fleste var Corona en øl, før de fandt ud af, at det også kunne være en virus. For mig er det min fars efternavn og mit eget mellemnavn, der på rekordtid er blevet synonym med dårligdom og pandemi, så jeg knap kan åbne en avis uden at se det skrevet i versaler. Aldrig før har jeg været så træt af at høre mit navn og så taknemlig over, at jeg trods alt fortsat har tre andre, der ikke betegner hverken uvejr eller pandemi.

Carsten: Herreværelset er blevet skriveværksted

I Kolding har journalist Carsten Grubach sit helt eget herreværelse - og hjemmekontor - i husets kælderetage.

KOLDING: På højre side er væggen plastret til med musik – cd’er, lp’er, stereoanlæg og grammofon. På venstre side står en lang række opslagsbøger om Berlin, øl og vin samt samlingen af spiritusflasker og udsøgte portvine.

Ved endevæggen står en opredt gæsteseng, og på væggen hænger et tv og en plakat med teksten til Metallicas ”Nothing else matters”. Foran hævesænke-bordet og computeren står et stort hvidt skab med fem døre kun forstyrret yderst til højre af en Bayern München-trøje med tallet 99 og mit efternavn. Oven på skabene ligger verdenshistorien i 31 bind.

Jo, der er mange fristelser og distraktionsmuligheder i kælderværelset i Kongebrogade. I min fritid hedder det herreværelset, i min arbejdstid, oftest 9-16.30, har det i et par år været mit skriveværksted. Øvelsen ligger i mentalt at vide, hvornår det er hvad.

Det er jeg, i al beskedenhed, ret god til. Det kræver nemlig stor disciplin og god planlægning at styre sit arbejde fra egen matrikel. Aftaler ude af huset – det kan så ikke rigtig lade sig gøre med virus-sanktionerne – lægges normalt tidligt på dagen, og så skrives der for fuld knald om eftermiddagen med udsigt til de hvide skabe, men gerne med saftig Spotify-musik i ørerne. Som tidligere sportsjournalist er jeg vant til at multitaske, og det kommer mig blandt andet til gode, når der skal arbejdes hurtigt. Med deadline hver uge er det ikke noget problem.

Mødet med kolleger foregår hovedsageligt via Skype, og duften af avisredaktion får jeg kun cirka hver 14. dag, når computeren skal opdateres i mediehuset i byens sydlige udkant.

Fordele ved at bestyre sit eget skriveværksted: Større og bedre produktion, færre forstyrrelser, større fleksibilitet, mere udgående journalistik, frihed under ansvar.

Ulemper: Mindre social kontakt, mindre kollegial sparring og tekniske udfordringer, som kun kan løses på redaktionen. Fordelene opvejer klart ulemperne. Derfor er jeg meget glad for mit skriveværksted – både i og uden for arbejdstiden.

Henrik: Statsministeren sendte hele banden hjem

Redaktør Henrik Anhøj Skov sidder i Aarhus, hvor han både koordinerer aviser og børn.

AARHUS: Det er efterhånden et par uger siden, at børnenes statsminister sendte hele banden hjem. Med gode, sundhedsfaglige grunde.

I første omgang 14 dage uden undervisning udover den, der foregår i hjemmet, og børnehaveleg. Lukningen af skoler, daginstitutioner og hjemsendelser fra arbejdspladsen vender op og ned på familielogistikken.

Nu handler det ikke om, hvem der henter, bringer og smører madpakker. For en småbørnsfamilie med to hjemmearbejdspladser er det derimod en logistisk opgave at finde ud af, hvem der arbejder hvornår, og hvem der forsøger at overholde overblikket mellem madlavning, lektie-læsning med den seks-årige og den fire-åriges talrige tøjskift.

Sidste gang jeg så en kollega, var dagen før Mette Frederiksen benyttede det, der i flow-tv'ets storhedstid hed primetime med budskabet, der ramte rent hos børnefamilierne. Herhjemme så vi på hinanden og begyndte at lægge planer, som hurtigt viste sig uden hold i den nye virkelighed, hvis vi begge skulle opretholde nogenlunde normal arbejdstid i al unormaliteten.

Siden har vi omtrent revideret planen sideløbende med, statsministeren har strammet den store skrue med grænselukninger, butikslukninger og kraftige indskrænkninger i at forsamle sig. Lige nu kører vi på en ordning, hvor hustruen arbejder på morgen- og dagsholdet, mens jeg har hjemmekontor-tid eftermiddag og aften. Den ser foreløbig ud til at fungere.

Det ene nøgleord er faste rammer og skarp planlægning. I forvejen en kernekompetence. På en tidligere arbejdsplads gik jeg under betegnelsen "Store A". Det skal her straks indskydes, at jeg ikke er forhenværende bandemedlem. Det vil folk, der kender mig, også forsværge.

A står i denne forbindelse for administrator. Det er sikkert også en del af forklaring på, at jeg sidder i den stilling, som jeg gør. Jeg kan faktisk godt lide at organisere og strukturere.

Det fører jeg frem til det andet nøgleord. For hjemmearbejde kalder på en særlig form for ledelse, selvledelse, og her er netop evnen til at planlægge en væsentlig faktor. Det er mine kolleger heldigvis gode til, for vi er heller ikke vant til at sidde klos op af hinanden, men på mindst fire forskellige lokationer.

Og ellers får de i hvert fald lov til at øve sig nu.

Annonce
Annonce
Sydjylland

Elevatorfirma i ny optur

Annonce
erhvervplus

X-Yachts får motor på

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce