Annonce
Østjylland

Den Danske Vindrøm: Sådan er det gået de danske vinavlere

Vinavlere er ikke længere et særsyn i Danmark, hvor cirka 100 erhvervsavlere og cirka 1000 hobbyavlere beskæftiger sig med feltet. Foto: Søren Gylling
Sidste år tog Erhverv+ pulsen på den spirende danske vinbranche gennem podcasten Den Danske Vindrøm, der dykkede ned i, hvem de danske vinavlere er, og hvorfor de har kastet sig over projektet. Nu følger vi op på, hvordan det er gået vinbønderne i en tid, hvor alt er vendt op og ned.
Annonce

DANMARK: Vinskimmel, meldug, priser, corona og kærlighed fra det danske feriefolk.

Året, der snart er gået, har på mange måder været en blandet omgang for de vinavlere og iværksættere, som Erhverv+ sidste år satte i stævne i podcasten Den Danske Vindrøm for at blive klogere på den danske vinbranche, der fylder 20 år i 2020.

Dengang stod drømmene for flere af de medvirkende mål med arbejdet i vinmarken, som for flere af vinavlerne har varet lige så længe, som det været lovligt at producere og sælge vin i Danmark med et erhvervsmæssigt sigte.

Men selvom passionen fortsat er i centrum for arbejdet med vinstokkene, er der sket meget siden Erhverv+ stak fingeren i jorden for at tage temperaturen på vinavlerne i Danmark, der er et af de yngste vinlande i Europa.

Om Den Danske Vindrøm

  • I 2001 blev Danmark godkendt af EU til at fremstille og sælge vin med erhvervsmæssigt formål. Og siden da har de danske vinbønder været i gang med at ændre på opfattelsen af, at rigtig vin ikke kan fremstilles i Danmark. Men hvem er de danske vinbønder? Og hvad kan de byde ind med, som de kendte vinnationer Frankrig, Spanien og Italien ikke allerede gør?
  • Netop det er omdrejningspunktet i Erhverv+ podcastserien Den Danske Vindrøm, hvis formål er at gøre dig klogere på dansk vin gennem et møde med nogle af de danskere, der arbejder professionelt med vin – fra vinstok til flaske. Fra bonde til bord.
  • Her kommer du med i marken, når parret bag Skaarupøre Vingård på Sydfyn tilser deres biodynamisk dyrkede vinstokke. Du sidder med til bords, når hobbyavler Anders Overgaard Andersen fra Chateau-Ø ved Viborg deler smagsprøver ud på den rødvin, der fik ham udnævnt til årets vinbonde 2018.
  • Du er med i vineriet med Sven Moesgaard, når han sammen med sit personale arbejder på, at Skærsøgaards internationalt anerkendte mousserende vin fra Kolding forbliver den bedste i landet. Du er fluen på væggen til investormøde med forretningsmanden Daniel Madié og landmanden Jørgen Glud, når de forsøger at overtale byens lokale erhvervsmænd til at investere i at anlægge Nordeuropas største vingård La Pampa på en mark syd for Randers.
  • Du får et indblik i livet som vinbonde, når du sammen med andre frivillige giver et nap med i vinmarken på Vingården Modavi mellem Kolding og Fredericia. Og du løfter glasset til en skål sammen med gæster fra nær og fjern, når Cold Hand Winery indvier et stort nyt udendørs gastronomi-område på deres frugtvinsplantage i Læsten mellem Randers og Viborg.

Podcastserien kan findes det foretrukne sted, du henter podcast ned, eller på vores hjemmeside.

Embed:Podcast: Den danske vindrøm → Lyt til alle afsnit her
https://avisendanmark.dk/dendanskevindroem

Sydfynsk vingård beriget med danske sommergæster

Vinbønderne Carsten Andersen og Bente Rasmussen har boet i Skaarupøre siden 1983 og har dyrket vin i de sidste 16 år. Arkivfoto: Karl Edvard Hansen

Bente Rasmussen, ejer af Skårupøre Vingaard sammen med Carsten Andersen:

Salgsmæssigt var sidste år simpelthen det største år for os. Vi er ikke særligt gode til at reklamere for os selv. Men der kom mange forbi, som havde fået øje på vores sted, blandt andet fordi de havde hørt om os enten gennem dagblade eller gennem fjernsynet, da vi tilbage i 2017 var med i udsendelsen ”Sæt pris på Danmark” på TV2; et program, som de har genudsendt flere gange siden. Så der kom en masse forbi for at se stedet og besøge os, og det har givet rigtigt meget.

I år har salget været mindre. For der er jo kommet corona indover. Og det er nok den største forandring, der er sket siden sidst. Lige da de lukkede ned i forhold til, at man måtte afholde arrangementer, blev alle vores busaftaler annulleret og aflyst. Og så tænkte vi, hvad skal der nu ske med os?

Men det hele ændrede sig, da de åbnede op igen, så folk kunne holde ferie herhjemme. Det betød, at vi fik utroligt mange gæster af en anden type end dem, vi har haft de andre år, blandt andet rigtigt mange familiegrupper og par. Så vi har haft rigtigt mange besøgende, og det har været dejligt.

Vi har ikke skrevet et tal ned på, hvor mange gæster det drejer sig om, men hver evigt eneste dag i hele perioden er folk kommet hertil for at se stedet, handle i gårdbutikken og sidde i solen og nyde et glas vin. Det har været helt fantastisk.

Så corona har betydet, at folk har fået øje på deres nærområder og det lokale liv. Og der er vi heldige i det sydfynske, fordi vi har mange producenter, der ligger tæt på hinanden, så folk uden at bruge for meget tid på transport kan besøge mange steder. Det er med til at løfte vores område, og det giver både energi og kunder, at vi kan henvise til hinanden, fordi vi ved, hvad hinanden laver, takket været Kulinarisk Sydfyn, som er vores netværk.

Nu her i oktober har vi lige høstet det sidste af druerne til vores mousserende vin, og kort før det druerne til vores hvidvin, og der har været fantastisk kvalitet i dem. Der har ikke været helt så mange, som vi havde forventet, da druernes vækst gik i stå i starten af juli på grund af kulde, men til gengæld har de en fantastisk smag, og det er dejligt. Så de ligger og gærer på tankene nu, så vinen kan blive klar til foråret.

Vi har det stadig sådan, at så længe det sjove fylder mest, bliver vi ved, hvis ikke vi da bliver væltet på grund af problemer med helbredet. Vi har aldrig før arbejdet så meget, som vi har gjort i år, fordi vi har haft så mange gæster. Det er sjovt og dejligt med alle de besøgende, der gerne vil høre om det, vi laver. Og det giver os en fornyet energi, så vi let glemmer alt det arbejde, der egentligt er i det. Så vi holder ved.

Salg, sygdom og corona, men også sølv til rosé

Vinbonden Anders Overgaard Andersen i Øby øst for Viborg har besluttet sig for at sælge sin vingård. Arkivfoto: Agata Lenczewska-Madsen

Anders Overgaard Andersen, ejer af vingården Chateau-Ø:

Jeg satte vingården til salg i efteråret sidste år. Jeg er jo ikke helt ung længere. Jeg er blevet 74 år nu her. Og en vingård er jo ikke noget, man sælger fra den ene dag til den anden. Der kan godt gå op mod fire år, før den er solgt. Så jeg sælger på grund af alderen, og så havde jeg også en sygdomsperiode for et par år siden, selvom jeg nu er frisk og rørig.

I år fylder mine planter 20 år, så det ville næsten være synd, hvis nogen, der ikke gik op i vin, købte ejendommen. Så jeg håber selvfølgelig på at finde en ny ejer til gården, der gerne vil videreføre projektet.

Dem, der køber min vingård, sparer jo de 20 år, jeg har brugt på vinstokkene. For det tager meget tid at få planterne til at komme dertil, hvor de er nu. Normalt tager det jo fire til fem år, fra man planter vinstokken, og til man kan tappe det første glas vin. Men her kan man gå i gang som erhvervsavler med det samme.

Desuden har jeg jo også et kooperativ af 20-25 mindre avlere, der alle har 50-100 vinstokke hver, der leverer druer til mig, som jeg håber, kan blive videreført. For eksempel hvis nogle vinfolk gik sammen om at købe gården og føre kooperativet videre.

Det er selvfølgelig trist at skulle sælge. Men mit håb er, jeg kan hjælpe køberen til rette på stedet og hjælpe lidt til med at passe vinmarken i begyndelsen. Jeg har jo haft mange selskaber, holdt mange foredrag og kender det hele, så det ville selvfølgelig kunne være en hjælp for en nybegynder, der kommer derud. Men det kommer an på helbredet. Det er klart.

Ellers har 2020 på mange måder været et specielt år for os alle. Og også hos os. For ikke nok med, at der har været corona, så har jeg også haft sygdom i mine druer for første gang.

Normalt sprøjter jeg mine planter med råmælk for at undgå sygdomme i planten, og det har fungeret fint fremtil i år. Men i år har vi døjet med både meldug og vinskimmel, så jeg har været nødt til at sprøjte planterne med sprøjtesvovl for at komme det til livs. Derfor bliver vi nok nødt til fremadrettet at tænke mere i at forebygge fremfor som nu at helbrede.

Vi er i øvrigt ikke de eneste, der har været udsat for sygdomme i planterne. Jeg har hørt fra mange, der har døjet med meldug og vinskimmel. Og det har sat sit præg også ude i de små haver. Samtidig har fuglene har været særdeles aktive i 2020. Så jeg har haft flere fra mit kooperativ, der har ringet og sagt, at de ingen druer har i år, fordi de først har været angrebet af meldug, og så har fuglene taget de sidste. Men alt i alt har jeg haft en rimelig høst. Jeg mangler selvfølgelig noget, men kvaliteten af druerne er god, så jeg regner med et godt vinår for 2020.

Corona har selvfølgelig også haft betydning. Mens 2019 var et rigtigt godt år med masser af besøg, er det er klart, at vi i år ikke har haft helt så mange selskaber som tidligere år. Vi har jo mange ældre mennesker, der kommer herud, og klubber, og de har selvsagt været nervøse i denne tid. Så vi har haft en nedgang på 50 procent i antallet af besøgende.

Men det, der så til gengæld har været godt i år, er, at vi fik en sølvmedalje for vores rosévin, årgang 2019, ved Dansk Vinskue. Det er den største opmuntring, vi har haft i 2020.

Medaljeregn og gennembrud i Norden

Vinbonden Sven Moesgaard har efter mere end 20 år eksperimenteren formået at skabe dansk vin, der ikke bare er blevet anerkendt nationalt, men også internationalt. Han har i dag knap 30.000 vinstokke og et vindyrkningsareal på ni hektar. Til næste år er det planen, at han vil sætte yderligere 2000 vinstokke i jorden. Arkivfoto: Søren Gylling

Sven Moesgaard, ejer af vingården Skærsøgaard:

I dag har vi høstet de sidste druer vores 20. årgang, og det er den årgang, hvor man går fra teenager til at være voksen.

20 år er faktisk lang tid. Og der er sket meget på de år. Dengang vi startede op, var det hele lidt en joke mange steder. Hvorfor gør man det i Danmark, har de ikke monopol på det sydpå? Men når man dyrker æbler og andre frugter i Danmark, har de den særlige egenskab, at de bliver syreholdige og aromatiske, og det var det, som vi i sin tid regnede med, ville slå igennem i vinen.

I dag findes et særligt udtryk for den slags vin; cool climate wine (koldklimavine, red.). Og det har medvirket til, at vindyrkning i Norden har fået et særligt islæt, et ry og rygte, som vi kan mærke en interesse for i udlandet.

Udover Italien, Frankrig og Tyskland mærker vi derfor også en stigende interesse fra flere af de gamle østlande som Polen, Tjekkiet og Ungarn, som finder det spændende at smage vine, der er produceret nord for dem selv.

Samtidig lever vi stadig højt på den appellation (en juridisk defineret og beskyttet geografisk betegnelse, der blandt andet bruges til at identificere, hvor druerne til en vin er blevet dyrket, red.), som vi fik fra EU i 2018, der gør Dons til Danmarks eneste kvalitets-vinområde. Og det giver en særlig værdi, også økonomisk set, til vores vine.

Men der er ingen tvivl om, at året i år også har båret præg af corona. Vi har haft lukket ned for besøg i foråret, og her i efteråret har vi endnu engang måtte lukke ned for besøg, hvilket har betydet, at mange af de vinsmagninger, vi normalt ville have haft, er blevet aflyst.

Af samme grund har vi måtte aflyse vores årlige åben vingård-arrangement, som vi har holdt hvert år, siden vi startede, og hvor der plejer at komme 400 gæster. Og restauranterne, som normalt er en stor aftager af vores vin, har først haft lukket ned, og da de åbnede igen været mere tilbageholdende med at fylde deres lagre op. Vi laver derfor vores vin i al hemmelighed for tiden, men heldigvis bliver vin jo ofte bedre af at blive gemt lidt.

Og apropos god vin er vi efterhånden oppe på at have fået 235 medaljer med prisen for Danmarks bedste vin, som vi vandt på Dansk Vinskue i år med vores æblevin Æbleau. Vi har faktisk lavet frugtvin siden 2001, hvor vi startede parallelt op med vores druevin, blandt andet fordi frugtvin er billigere at fremstille, da råvareprisen er helt anderledes end for druer.

Udbyttet man får ved at dyrke druer i Danmark er jo en femtedel af, hvad man kan få i lande som Spanien og Italien, og det påvirker selvfølgelig prisen. Så vi får mindre vin ud af druerne, som til gengæld har en god syreholdig og aromatisk smag.

Derfor koster vores mousserende vine også 400 kroner flasken, mens Danmarks bedste vin kan fås til 150 kroner. Og derfor er vi også enormt glade for, at vi foruden en pris for Danmarks bedste vin, også for 18. år i træk vandt prisen for den bedste mousserende vin i klassen for unge druevine, da det er det område, vi har satset vores gennembrud på.

Vi har også deltaget i flere udenlandske konkurrencer i år. Og her kan vi se, at vi af og til er begyndt at vinde prisen for konkurrencens bedste vin. For eksempel har vi to gange i år oplevet at få prisen for bedste vin blandt 500 vine fra flere lande, og det er rigtigt spændende.

En vild svingom med corona

Cold Hand Winery blev startet som et samarbejde mellem den jyske vinmager Jens Skovgaard (på billedet) og den fynske frugtavler Flemming Villebro tilbage i 2010. Arkivfoto: Morten Dueholm

Jens Skovgaard, ejer af vingården Cold Hand Winery:

Det har været et turbulent år. Vi sluttede som sædvanligt 2019 af med at vækste, selvom vi ikke havde så god bundlinje. Vi havde røde tal for første gang, men det var vi godt klar over, at vi ville få, da det lå i tråd med den vækststrategi, vi har lagt. Så alt så ud til at gå rigtig vej, indtil vi stødte i corona.

Vi har haft et rigtigt hårdt forår. Vi blev ramt med det samme, omgående, fordi vores primære kunder er restauranter og vinhandler samt den stigende mængde gæster på vineriet. Så vi var tvunget til at stoppe med vores vinsmagninger. Restauranterne og vinhandlernes indkøb stoppede brat, og vores eksport gik i stå.

Jeg valgte derfor at sende dem, jeg kunne hjem på lønkompensation. Så foråret gik med nogle meget stille måneder, som vi så brugte til – måske fornuftigt nok – at færdiggøre et køkkenprojekt, der betyder, at vi i dag står med et godkendt restaurantkøkken, vi kan bruge til, når vi laver events.

Derudover var vi også blandt nogle af de første til at lancere virtuelle smagninger, hvor vi sender kasser med forskellige vine og snacks hjem til folk. Vi lavede seks offentlige virtuelle smagninger med forskellige gæster og temaer i foråret, og det gav os nogle erfaringer, som har vist sig nyttige nu her, hvor vi befinder os i anden bølge af corona.

Men da foråret var ved at gå på hæld, synes jeg godt nok, at det så sort ud. På det tidspunkt manglede vi 1,5 millioner kroner i forhold til vores budget. Men så skete det forunderlige, at danskere var så udhungrede på oplevelser, at de begyndte at holde ferie herhjemme. Og så skal jeg ellers love for, at vi fik travlt.

Vi har haft rigtigt mange gæster i juni, juli og august, hvor vi også startede med at have overnattende gæster i vores dertil indrettede vintønder og glampingtelt. Og der må jeg sige, at vi endte med at ramme tidsånden fuldstændigt. Det stak helt af. Og det udviklede sig i helt anden retning, end vi havde forestillet os.

Jeg havde troet, at jeg skulle leje overnatninger ud ved smagninger, eller når der i forvejen var et arrangement på vingården. Men viste sig hurtigt, at da vi tilbød vin og snacks som tilkøb, så ønskede folk at komme her hver eneste dag, syv dage om ugen. Oveni det havde vi så også vores sommerrestaurant, der gik rigtigt godt, og hvor vi skruede op for aktiviteterne hen over sommeren. Så det endte sådan set med, at vi ved udgangen af august, var tæt på at have hentet den halvanden million kroner hjem, som vi haltede bagefter med.

De tre måneder er ubetinget de bedste, vi har haft, so far. Og man kan sige, nu står vi så i et underligt vadested, hvor det igen er svært at forudsige, hvad vej det vil gå op mod jul. Vi har planlagt mange arrangementer, som vi også har solgt billetter til, og som det ser ud nu kan de gennemføres, fordi vi regnes som værende en restaurant, og derfor ikke rammes af forsamlingsforbuddet. Men på den anden side udvikler tingene sig skidt i øjeblikket, så der er en risiko for, at vi ingen gæster må få.

Derfor satser vi hårdt på virtuelle smagninger igen. Men jeg må nok sige, at det har været noget af et slalomløb at drive virksomhed gennem corona. For at overleve har vi været nødt til at ændre strategi hele tiden. Regeringen kalder det for en dans med corona, men for os har det snarere været en vild svingom.

Stor opbakning fra frivillige trods kommende salg

Modavi har intet problem haft med at trække frivillig arbejdskraft til vingården, der til gengæld for arbejdet forærer de frivillige en flaske vin i ny og næ. Arkivfoto: Laura Uldahl Aggernæs

Kim Madsen, ejer af vingården Lindely og firmaet Modavi sammen med sin kone Lillian:

Vi har sat vores vingård til salg. Det er vores livsværk, så selvfølgelig er vi kede af at sælge det. Men vi er nødt til at være realistiske.

Lillian og jeg fylder 60 til næste år, så salget er en del af vores ”Plan 60”. Vores virksomhed er jo ikke den type, hvor man bare giver den nye ejer en nøgle og siger ”hyg dig”.

Derfor har vi en plan om, at vi skal være tilknyttet gården i en årrække, hvor vi kan lære køberen op i de mange forskellige funktioner, der er på en vingård. Og når det er gjort, mener vi, det er en passende tid for os til at give gården videre til yngre idérige kræfter.

Indtil videre har der været stor interesse for at komme herud, men der er endnu ikke nogen, der har skrevet under på noget.

Ellers er vi netop blevet færdige med at høste. Det nåede vi lige for 14 dage siden, inden der kom en eksplosion i smittetallet. Så vi er heldige, at corona ikke har været bestemmende i den periode, hvor vi har haft mest travlt, og at vi er lykkedes med at få god høst i hus.

Igen i år har vi haft en utrolig stor opbakning fra vores frivillige i Vinpart. Det er egentlig lidt mystisk, når nu vi har offentliggjort, at vi gerne vil sælge stedet, men jeg har aldrig oplevet en større opbakning end i år. Det er helt sådan, at jeg har været lige ved at græde nogle gange. Men måske er det, fordi de gerne vil vise os, at der er god grund til at blive her i stedet for at sælge.

Vi har selvfølgelig også mærket til corona. Vores virksomheds indtjening er i høj grad baseret på oplevelsesindustrien, så vi har omkring 50 procent af vores omsætning på glade gæster på vingården, hvor vi de foregående sæsoner har haft cirka 2000 besøgende om året. Men da vi så på besøgstallet 25. juli i år havde vi kun haft 32 gæster. Sidenhen er tallet steget lidt, så vi har haft 300 gæster her frem til oktober, men der er stadig langt op til det antal gæster, som er grundsten i vores økonomi og vores mulighed for at overleve.

Derudover har vi omkring 40 procent af vores omsætning, der går på salg af vin til cafeer, vinhandlere, butikker, restauranter og hoteller, som har haft lukket. Så det betyder, at 90 procent af vores omsætningen mere eller mindre har været underdrejet.

Det har med andre ord været lidt kedeligt på vingården, hvor vi så har brugt tiden til at lave alt det, som vi har haft på to-do-listen de sidste 12 år. Men vi har klaret os okay igennem. For allerede dengang vi så coronas klamme hånd stramme sit greb om Danmark, ændrede vi vores måde at sælge på.

Vi optimerede vores webshop, lavede en aftale med et webbureau om at håndtere vores søgemaskineoptimering og solgte vin direkte til vores slutbrugere. Alt sammen tiltag, som vi har fået en rigtig god respons på. Og det har gjort, at vi holder skindet på næsen.

Derudover vinder vi stadigvæk masser af medaljer. Indenfor de sidste 23 måneder har vi således vundet 23 medaljer for 17 forskellige vine. Så det er ikke så ringe endda. Så vi synes egentligt, at fundamentet i virksomheden er rigtigt godt.

En byrådsbeslutning fra overlevelse

Jørgen Glud (tv) og Daniel Madié (th) ses her ved deres første investormøde om vingården tilbage i 2019. Arkivfoto: Laura Uldahl Aggernæs

Daniel Madié, initiativtager til vingårdsprojekterne ”Danish Sparkling Wine” og ”La Pampa” sammen med Jørgen Glud:

Siden vi i efteråret 2019 holdt vores første investoraften, hvor vi havde inviteret omkring 20 personer ind for at høre om vores to projekter, La Pampa og Danish Sparkling Wine - der til sammen skal blive til en vingård med 15 hektar vinstokke, vineri, oplevelsescenter, hotel og restaurant – er det gået op ad bakke.

Der har fra start været en tidsfrist på begge projekter, forstået på den måde, at vi har skullet kunne sandsynliggøre over for Randers Kommune, at finansieringen af de første fem etaper ud af seks var på plads, før vi kunne få skødet på det jordstykke, vi har udset os til projektet.

Men selvom vi til vores første investormøde mødte stor opbakning, viste det sig hurtigt at blive sværere end ventet at samle tilstrækkeligt med potentielle investorer til at deltage i de her aftener. Vores oprindelige plan var at invitere bankernes private banking-kunder med til vores oplæg, hvilket mange banker viste interesse for, men det viste sig, at bankrådgiverne ikke måtte sende deres kunder afsted til vores investoraftener.

Det betød, at investoraftenerne stoppede ret pludselig, for selvom vi trods alt havde et par tilmeldinger via Facebook, var det alt for få.

Oveni det kom så corona, der betød, at vi ikke kunne holde nogle større arrangementer, og selv hvis vi kunne, havde der ikke været nogen, der gad snakke investeringer.

Vi gik derfor i gang med at se på alternative muligheder for finansiering, blandt andet ved at se på, om vi i stedet for at gå efter 100 små investorer, der hver især skulle købe en andel på 500.000 kroner i et kooperativ, kunne finde 10 ultrarige mennesker, der så kunne give fem millioner kroner til projektet hver.

Men de forretningsfolk, som jeg har haft møder med om projektet, mener alle – ligesom jeg i øvrigt også gør – at man bør bygge et sådant projekt langsomt op i etaper.

For det er simpelthen så dumt, at vi skal starte med at bygge et hotel, inden vi overhovedet har tappet så meget som én flaske vin. Det bør komme senere, når produktionen og besøgscenteret kører. Men det vil byrådet ikke høre på. De vil have, at vi både skal have investeringer klar til at producere vin, bygge vineri, oplevelsescenter, restaurant og hotel på én gang.

Derfor har vi også haft projektet inde at vende i byrådet igen, både i forhold til at forlænge den deadline, vi havde fået til at realisere projektet, hvilket politikerne er fint indstillede på, men også i forhold til, om vi kan få lov at finansiere projektet i flere etaper end de fem etaper, der lige nu er krav om. Men det går de ikke med til.

Så lige nu er det lidt et spørgsmål, om vi overhovedet gider. For det skal være et svineheld, hvis vi finder én, der kan smide 80 millioner kroner selv. Og hvis vi hopper ud af projektet, så hopper vinmageren Steffani også ud. Og så bliver det ikke vores projekt. Men vi er kun én byrådsbeslutning fra, at det ser godt ud igen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce